De ölandske møllers historie

Den første mølleinventar 1697-1699

Den første opgørelse over Ölands møller blev foretaget af en statsmøllekommission 1697-1699. Kommissionen konkluderede, at der var i alt 375 vindmøller og 188 vanddrevne såkaldte fjermøller. Vi kan antage, at alle vindmøller på dette tidspunkt var stubmøller. Manglen på større floder og den ujævne adgang til vand i mindre vandløb gjorde, at sladdermøllen med tiden blev fuldstændig udkonkurreret af vindmøllen. Efter midten af 1700-tallet faldt hullerne hurtigt i antal og i dag er ingen bevaret.

Kraftig stigning i midten af 1700-tallet

I løbet af 1700-tallet blev antallet af vindmøller mere end firedoblet. Fra 1699 til 1808 steg tallet fra 375 til 1677. Den største stigning var fra midten af 1700-tallet, i samme periode som græskarmøllerne gradvist forsvandt.

En af hovedforklaringerne på stigningen var, at en kongelig anordning i 1746 lettede de forbud mod fældning af skove, der har eksisteret siden den kongelige zoologiske haves forskrifter blev udstedt omkring 1570. Fra 1746 fik øboerne mulighed for at bruge visse ege til byggeformål. , efter godkendelse af kronen Ranger. De lokale rangers var mere gavmilde, end myndighederne havde til hensigt. I sin bog "Beskrivning öfwer Öland" fra 1765 hævdede herredsfoged Petter Åstrand, at der efter 1746 blev bygget for mange møller, og at der blev brugt unødigt fine egetræer. Han mente, at enhver landmand med en rimelig formue byggede sin egen mølle.

2000 møller i anden halvdel af det 19. århundrede

Forholdene for Ölands bønder blev forbedret i løbet af de første årtier af 1800-tallet. Djurgårdsinrättningen blev ophævet i 1801. Efter jorddelinger i 1816 og 1819 overtog landsbyerne ejendomsretten til jorderne fra Kronan. Enkeltholdsreformen fra 1807 og reformen af lovparcellerne fra 1927 bidrog også til den positive udvikling. Antallet af møller fortsatte med at stige, dog i et langsommere tempo end tidligere.

Et kongebrev fra 1808 indeholdt bestemmelser, der havde til formål at modvirke opførelsen af flere møller på øen. Fra 1808 til 1822 steg antallet af vindmøller kun fra 1677 til 1713. Udover kongebrevets bestemmelser kan afmatningen også skyldes, at behovet stort set allerede var opfyldt. Selvom byggeriet af vindmøller var faldet noget i intensitet, fortsatte antallet med at stige indtil omkring 1850, hvor man mener, at det maksimale tal på 2000 blev nået.

Vickleby var Ölands tættest befolkede sogn

Oplysningen om, at der var 1677 møller i 1822, stammer fra den ølandske præst Abraham Ahlqvists bog Ölands Historia och Beskrivning. Ifølge Ahlqvist var møllerne de tætteste i Vickleby sogn, hvor der var 77. De mange møller i Vickleby blev kommenteret i 1816 af en anden ølandspræst, Nils Isak Löfgren. Han fortalte, at områdets egeskove var blevet brugt til at bygge møller. Af hvilken grund ses nu til dags i stedet for skov en lang række kvaner på række efter hinanden på slottet mellem Weckleby og Thorslunda kirker. Alene ved Weckleby og Carlevi landsbyer tælles omkring 50. Hver landmand har næsten altid 2 af slagsen, en hvede- og en rugkvarn,... ”Löfgren så det primært som en dårlig forvaltning med egeskov, men var alligevel imponeret over udsigten med alle møllerne på række. Set fra havsiden mente han trods alt, at møllerne i kanten af slottet gav "... et rigt og smukt udseende."

Hurtig tilbagegang omkring år 1900

Omkring århundredeskiftet i 1900 faldt antallet af vindmøller drastisk på Öland. I første omgang blev de fleste møller revet ned i den sydlige og centrale del af øen, hvor moderniseringen af landbruget gik hurtigst. De små stubmøller blev slået ud af nye teknisk overlegne møller - først de store hollandske møller, så dampmøller og møller drevet af råolie. Efterhånden kom der også elektriske møller og møller, der kunne kobles til gårdens traktor.

På toppen af det nordlige Öland gik reduktionen i antallet af vindmøller ikke så hurtigt. Selv der steg antallet stadig en smule ved århundredeskiftet 1900, og så sent som omkring 1920 skal der være bygget en enkelt mølle i Föra sogn. Set over hele øen faldt antallet dog hurtigt. Da Bertil Palm i 1954 fik talt alle Ölands vindmøller, var der 437 tilbage.

hollandske møller

Indtil midten af 1800-tallet havde i princippet alle vindmøller på Öland været af stubmølletypen. På dette tidspunkt mødte de konkurrence fra større og mere effektive hollandske møller. Den nye mølletype menes oprindeligt at være udviklet i Holland i løbet af 1570'erne. Konstruktionen af den hollandske mølle adskiller sig fra stubmøllen ved, at dette kun er den øverste del, hætten, som er drejelig. De hollandske møller blev altid drevet som toldmøller. I modsætning til en husholdningsmølle blev toldmøllen brugt til professionel slibning. Der var en møller, der grundede mod betaling, i ældre tid i naturalier - mod "skikken".

Billedet nedenfor viser Anders Wahlstöm foran den hollandske mølle i Björnhovda. I sin ungdom i 1940'erne hjalp Anders sin far, mølleren John Wahlström, med at male i møllen. Som de fleste andre hollandske møller på øen er den flyttet hertil fra fastlandet. Den blev hentet fra Sandås i Kalmar i 1880. Omkring århundredeskiftet i 1900 var der omkring 30 hollandske møller på øen. I dag er der omkring ti tilbage.

Møllernes kulturhistoriske værdi

Truslen mod de ølandske møller blev bemærket af Anders Billow i den svenske turistforenings årbog i 1921. Billow ønskede at "... gøre opmærksom på dens forestående forsvinden fra det ølandske landskab." I 1933 dannede Kalmar amts oldsagsforening og Ölands kulturarvsforening i fællesskab et mølleudvalg med det formål at redde møllerne. Frem til 1950'erne blev mølleudvalget hjulpet i sit arbejde af de mange lokale husmandsforeninger, der blev stiftet på dette tidspunkt. Siden har det praktiske vedligeholdelsesarbejde i landboforeningerne haft afgørende betydning for møllernes bevarelse.

Foreningerne ejer og forvalter nu omkring en tredjedel af øens møller. De øvrige er privatejede. Mølleudvalgets arbejde som drivkraft i sager om møller er nu hovedsageligt overtaget af Ölands Kvarnförening, dannet i 2008. I den opgørelse, foreningen for nylig foretog, blev det konkluderet, at der i dag er 351 møller tilbage på øen.

I kapitlet Om vindmøller, møllere og slibning fra bogen Byggda minnen - Berättelser från Öland och östra Småland viser Torslunda hjembyforening, hvordan det går til at slibe i en stubmølle.

For dem, der vil læse om renoverings- og byggespørgsmål, anbefales Evert Johanssons publikation Ölands vindmøller, Pleje og vedligeholdelse.