Klapphuset i Kalmar
Måske Skandinaviens eneste klaphus
Det er ikke helt overdækket, men Klapphuset på det, der kaldes Kattrumpan i Kalmar, omtales normalt som det eneste bevarede i Skandinavien. Vaskerier eller klapper af denne type var almindelige i byerne i begyndelsen af det 20. århundrede, men forsvandt én efter én, da rindende vand blev almindeligt i hjemmene, og da vaskemaskiner til sidst blev en del af hverdagen.
I 1857 besluttede byens styrende, at der skulle bygges et klaphus som ly for dem, der vaskede. Måske havde mændene set deres mødres eller tjeneres røde hænder og hævede led efter det hårde arbejde i koldt vand og med hård vind fra Kalmarsund. Længe før det moderne syn på arbejdsmiljø og ergonomiske arbejdsstillinger er det bemærkelsesværdigt, at det usunde og udsatte arbejdsmiljø netop blev henvist til, da beslutningen blev truffet. I Kalmar var der højst fire klaphuse og det første blev bygget på Kattrumpan, fordi vandet der var strømmende og ikke så dybt som mange andre steder. Det klaphus, vi ser i dag, erstattede det originale engang mellem 1902 og 1906.
I 1960'erne og 1970'erne var klaphuset truet af nedrivning. Gunnel Forsberg Warringer, antikvar ved Kalmar Amtsmuseum og Bengt D Silfverstrand, lokal kunstner, startede aktionsgruppen Sällskapet Klapphuskåren med det formål at redde bygningen. Med opmærksomhed i både fjernsynet og den nationale presse, med indsamling af penge og med støtte fra den lokale offentlige mening lykkedes det. Klapphuset blev erklæret bygningsminde i 1983 og er i dag en oplagt og umistelig del af byens kulturarv. Kalmar kommune er stadig ejer.
Genial konstruktion
Klaphuset er 7 x 17 meter, bygget på pæle i vandet og forbundet med land med badebro. Pælene understøtter husets vægge cirka en meter over vandoverfladen. Inde i bygningen svæver en tømmerflåde, der kan nås fra en trappe ved indgangen. Trappen er fastgjort til bygningens karm med hængsler, der ændrer trappens placering afhængig af vandstanden og dermed kan følge flådens bevægelser. Ved poolen i midten af flåden står tønder, som man kan stå i, nedsænket i vandet men uden at blive våd. Det hedder et klappested og det var derfra vasketøjet blev klappet med en træklapper. Det er dette arbejdstrin, der har givet huset sit navn. Med den neddykkede tønde blev arbejdsstillingen bedre for dem, der vaskede, fordi man kom tættere på vandoverfladen uden at ligge på knæ.
Så vaskede de
Da du gik i Klapphuset, var en stor del af det tunge arbejde allerede gjort. Tekstilerne var blevet gennemblødt i koldt vand og sodavand. Vasketøjet blev derefter lagt i en balje med varmt vand og sæbe, hvor det blev gnedet mod vaskebrættet. Næste skridt var at koge vasketøjet i en gryde med vaskemiddel, ofte blev der brugt hjemmekogt lud. Det varme, våde vasketøj blev lagt i de tomme vaskebaljer eller i en vasketøjskurv. Derefter blev alt transporteret til klappehuset til skylning, klap og udvaskning.
Arbejdsplads og mødested
Kalmar by udlejede klaphuset til en bestyrer, der skulle sørge for, at vedtægterne for forretningen blev fulgt og tage sig af visse gøremål. Mellem 1914 og 1950 var lejerne først fru Emma Valter (1914-21) og siden i en længere periode hendes datter, frøken Helfrid Walter (1921-1950). Forstanderen opkrævede et honorar til dem, der brugte klaphuset. I 1914 kostede det fire øre pr. tønde i op til tre timers tid, det dobbelte i seks timer og 17 øre for alt over seks timer. Til gengæld ville forstanderen blandt andet holde døren lukket, hvis ingen "bankede på", holde flåden ren, bryde isen op om vinteren, vedligeholde tønderne og sørge for, at tæpper og alt for snavsede pakker ikke blev vasket. inde i klappehuset men udenfor. Du forstår, at der kunne være diskussioner om, hvordan reglerne blev fulgt, ligesom i nutidens vaskerier i etageejendomme! I 1920'erne ændrede rækkefølgen sig; de reserverede forskellige dage til forskellige typer vask, netop for at de ikke skulle snavse vandet til hinanden. Mandage og tirsdage var dedikeret til hvidt vasketøj, og groft vasketøj var tilladt de øvrige dage. Klaphuset fungerede i mange år som en vigtig arbejdsplads for kvinder, både for dem, der vaskede for andre, og for kvinder, der tog sig af deres eget vasketøj.
Klaphuset udfyldte også en social funktion, hvor man kunne dele nyheder, hjælpe hinanden og hygge sig. I en periode i 1930'erne blev det også et populært samlingssted for unge, der medbragte musikinstrumenter og dannede et "klaphuskapel", der spillede musik om sommeren og tidligere efterårsaftener til glæde for de dansende og til utilfredsheden hos dem, der ærgrede sig over den måde, de unge mennesker hænger ud på.
Selv i 1950'erne og 1960'erne var klaphuset relativt hyppigt brugt og havde åbent mandag til lørdag. Forpagter var Hjalmar Rosengren. Nu tog de ikke længere betalt for tid i tønden, men pr. I de sidste 40 år er brugen af klapper faldet. Men vask af hovedsageligt kludetæpper er fortsat og der er stadig i dag dem, der altid vasker deres kludetæpper i foldehuset og hævder, at det brakke Kalmarsundsvand er med til at bevare farverne særligt godt.
År: 2019
Beliggenhed: Kalmar, Kalmar kommune
Ansvarlig byggeantikvitetshandler: Liselotte Jumme
Klient: Magasinet Byggnadskultur
