Fundet

Vraget af Kronan udgør et såkaldt lukket fund. Ved lukkede fund menes samtidig lukning af et antal genstande på samme sted. Man siger så, at genstandene tilsammen danner en funktionel helhed. Et lukket fund, bestående af flere fund fundet på et og samme sted, kan bidrage med meget mere information end enkeltfund fundet forskellige steder, gennem fundkonteksten - konteksten. Objekternes iboende information får en helt ny værdi, selvom de tidligere er stødt på i forskellige sammenhænge. Indtil videre er der fundet tæt på 35.000 genstande fra Kronan. 95 % af skrogområdet udgraves.

Udgravningssæsonerne 1982-83 viste sig at være, hvad der skulle vise sig at være den største skat af præget guld, der nogensinde er lavet i vores land. Dybt i vraget blev der blandt resterne af en knækket trækasse fundet 255 guldmønter og flere sølv- og kobbermønter. Blandt mønterne var også andre genstande som navigationsinstrumenter, værktøj, en knust glasflaske og en guldring. Mønterne er præget i perioden slutningen af 1400-tallet til synkeåret 1676.

Stederne for prægning varierer meget. Steder som Kairo, Sevilla, Reval (nu Tallinn), Aleppo i Syrien og Gümüşhane i Tyrkiet er repræsenteret blandt mønterne. Den faktiske værdi af guldmønterne er opgjort til 550 riksdaler. Det svarer til cirka en tredjedel af landsadmiralens årsløn. Møntafgiftens store værdi er dog reelt den historiske.

Guldmønter var et relativt usædvanligt betalingsmiddel i 1600-tallets Sverige. Kronemønterne har også en stor geografisk og tidsmæssig spredning. Det kan betyde, at skatten allerede i 1600-tallet udgjorde en møntsamling eller formuesymbol. Noget tyder på, at skatten kan have tilhørt konstitueret admiral Lorentz Creutz. For at illustrere de store klasseforskelle, der herskede i datidens samfund, kan nævnes, at en almindelig daglønarbejder ville have skullet arbejde 10-20 år for at tjene sammen til skattens værdi. Det kan sammenlignes med landsadmiralens tredje årsløn. Man skal i denne sammenhæng huske, at højtstående officerer ofte blev gjort personligt ansvarlige for materielle tab i flåden. De bøder, der pålægges skyldneren, kan beløbe sig til meget høje beløb. De fleste af guldmønterne i Kronens skat er såkaldte dukater. Denne internationale guldmønt blev introduceret i Sverige i 1654. Dukatens fine vægt var 3,39 gram. I Kronskatten er der både enkelt-, dobbelt- og ti dukater. Mønter og mønttælling varierede meget i løbet af 1600-tallet. Afgiftens værdi er beregnet til 297 dukater = 550 riksdaler = 14.300 mark km (kobbermønter) = 3.575 daler km = 1.191 daler 21 1/3 øre sm (sølvmønter), baseret på 1 daler sm = 3 daler km, 32 øre på hver daler, 8 øre på hver jord.

Nogle prissammenligninger:

km = kobbermønt

1 dags arbejde = 24 øre - 1 daler 16 øre k m.

1 tynd laks (godt 125 l) = 60 daler km.

1 tynd oksekød = 21 daler km (flæsket var dyrere!).

1 tynd rug (ca. 150 l) = 5-8 daler km.

1 tynd hvede = 15 daler km (hvede var usædvanligt i Sverige på dette tidspunkt).

1 aln enklere stof = 8 daler km.

1 aln fløjl = 24 daler k m.

1 par patch-handsker = 18 øre k m.

1 tynd øl (125 l) = 20-25 daler km.

1 bog (huspostilla) = 25 daler 16 öre k m.

Porto Stockholm - Vadstena = 9 öre km pr. parti (13 gram).

En anden guldmøntskat blev fundet på vragstedet i sommeren 2000, da et område af Kronans trosdæk blev undersøgt. Blandt mængder af knuste genstande blev 46 gulddukater fundet velsamlede, hvilket tyder på, at de oprindeligt har ligget i en form for container. Størstedelen af mønterne er fra De Forenede Holland og Det Tysk-romerske Rige. De blev slået mellem årene 1559 og 1675. Ejeren af mønterne er ukendt, men han skal søges blandt den højere kommando om bord på skibet. Afgiften er den fjerdestørste guldmøntskat fundet i Sverige.

Sølvmønten skatter

I sommeren 1989 blev den største sølvmøntskat, der nogensinde er fundet i svensk farvand, blotlagt. Knap 1.000 mønter, det ældste slag i Gelderland i Holland i 1520'erne, var godt samlet på det nederste dæk. I somrene 2005 og 2006 blev sølvafgiften fra 1989 langt overskredet. I alt er der fundet mere end 20.000 sølvmønter med en samlet vægt på 60 kg i to kister. Containeren i 2005, en flettet kurvkiste, viste sig at indeholde en sølvmøntskat på 6.500 sølvmønter, heraf ca. 6.200 4 ørreder, alle præget i 1675 med monogrammester Daniel Faxells monogram. Andre mønter bestod af omkring 200 centraleuropæiske land- og Thaler-mønter fra 1620'erne og nogle kobbermønter. Afgiftens vægt udgør 27 kg. Omkring 600 messing- og sølvknapper samt avanceret tøj blev også fundet i kurvekisten. Det er sandsynligt, at mønterne er tænkt som håndkasserer for mesteren. Under normale omstændigheder blev der udbetalt løn på land. Det faktum, at et blikfad med konstitueret admiral Lorentz Creutz og hans kone Elsa Duvalls initialer blev fundet ved siden af skatten, tyder på, at mønterne også kan have tilhørt Creutz.

Lige ved siden af en 36-pund kanon fra det nederste dæk blev der i 1991 fundet en skarlagenrød uniformslignende jakke. På tidspunktet for fundet var dele af ejerens skelet tilbage i jakken. De bevarede skeletdele viser, at manden var forholdsvis lille af statur. Fundet er interessant hovedsageligt på grund af jakkens høje bevaringsgrad og de uniformslignende egenskaber, der findes på ærmerne. Jakken har sandsynligvis tilhørt en person af høj rang.

På dette tidspunkt var der ingen standardiseret uniform i den svenske flåde. Det kommer først hundrede år senere. På trods af dette er der tværstriber nederst på ærmerne. Disse ensartede egenskaber er unikke for denne æra. Da der ikke findes noget sammenligningsmateriale, er det i øjeblikket vanskeligt at fortolke jakkens oprindelse og betydning. Måske kan yderligere fund fra kronen kaste lys over dette mysterium. Der er en bevaret specifik optegnelse over, hvad kaptajnen på admiralskibet Svärdet, Olof Nortman, havde med sig for tøj om bord og mistede, da skibet sank timer efter Kronan. Han havde "to klæder, en tærtefrakke, en regnfrakke, en ny ulveskindsfrakke, et par ulveskindshandsker, to hatte, tolv tørklæder, tretten par uldne, røde garn- og trådstrømper, et par silke strømper". Kronen holdt almuen - altså de simple besætningsmænd - med tøj under tjenesten. Der var dog ikke tale om nogen form for uniform. Et "bådsmandstøj" bestod af en jakke og shorts. På et tidspunkt, gerne om vinteren, modtog besætningen en skjorte, et par lange sokker og et par sko. Der medfølger dog ingen hovedbeklædning! Jakken og bukserne var af blåt stof, sokkerne af uld og skoene af smørlæder. Rester af denne simple beklædningsgenstand er nu ved at blive gravet frem på vragstedet. Almuen bestod af bådsmænd og skytter. Bådsmændene sejlede skibet og kanonerne håndterede kanonerne - kanonerne. Sverige var dengang opdelt i 3 regimenter med i alt 17 kompagnier af både- og geværmænd.

Trompeten fundet på Kronans mellemdæk er en sofistikeret orkestertrompet lavet i Nürnberg i 1654 af instrumentmageren Michael Nagel. Musikarkæologer er forbløffede over opdagelsen, fordi man næppe ville forvente at finde sådan et instrument på et krigsskib. Trompeter til ceremoniel brug var meget nemmere at lave. Fundet viser, at Kronen som admiralskib og flådens stolthed havde en særlig status.

Der er fundet flere musikinstrumenter på Kronans vragplads. Rester af tre violiner og en viola da gamba - et cello-lignende instrument - danner interessante strengeinstrumenter ombord. Desuden er der udgravet en tromme og fragmenter af en anden mulig trompet. Musikinstrumenter kunne også omfatte andre toneskabende genstande såsom skibsklokken og bådsmandens tønde bjærget fra vraget. Præcis hvem der har beskæftiget sig med de fundne instrumenter er svært at sige. Der var både trompetister og trommeslagere ombord. Det er dog højst sandsynligt, at de mere avancerede instrumenter tilhørte nogle af de højere kommandoer om bord og blev brugt til privat brug. En tragisk historie med en musikalsk sammenhæng er Ram-familiens skæbne. Trompetisten Sven Olofsson Ram og hans to sønner, trompetisten Olof Svensson Ram og puckspilleren Hans Svensson Ram døde alle, da kronen gik under.

I grænseområdet mellem det laveste af de tre kanondæk og det underliggende kabeldæk blev der ved udgravningerne fundet to intakte timeglas. Fundet var mildest talt uventet, da området for det meste bestod af knust materiale. Grunden til at timeglassene blev bevaret var, at de endte i en lomme med sejldug og reb og dermed "pakkede". På opdagelsestidspunktet var det originale finkornede sand stadig i glasset. Det mindste af de to timeglas er formentlig et såkaldt logglas, der blev brugt ved beregning af skibets fart.

Timeglas blev brugt til at måle tid. Ofte var der tre glas ombord. To større, der var beregnet til vagttjenesten, der var opdelt i fire timers vagter, og en mindre, der blev brugt til den såkaldte logning. Under logningen blev skibets fart målt ved at kaste en sektorformet træplade fastgjort til et reb med knaster (knob) i vandet. Efter 30 sekunder blev loggen taget ind, og antallet af knob på linjen, der udløb, blev talt. Hastigheden kunne så angives i knob.

Et af de første fund, der blev fundet på vragstedet, var et skab. Den blev udgravet i agterenden af vraget, hvor skibets officerer havde deres kvarter. Skabet er 42 cm langt, 29 cm højt og består af ni skuffer. Inden fundet blev åbnet efter bjærgning, blev der taget et røntgenbillede. Røntgenbilledet viste flere af genstandene inde i skabet. Ved hjælp af de oplysninger, billedet gav, kunne konservatorerne åbne skabet på en passende måde.

Skabsskabet indeholdt ikke mindre end 54 genstande. Navigationsinstrumenter som et solur, kompas, en lineal og en vinkelmåler blev fundet. Der var også en pibeskraber, mønter, kuglepenne, værktøj og bestik. Kabinettet tilhørte helt sikkert en af officererne ved kronen. Langt størstedelen af skibets besætning havde væsentligt færre genstande om bord. I deres pakke var der måske en ske, et krus, nogle mønter og værktøj. Fund af kridtpiber viser, at tobaksforbruget var udbredt. I pauserne fik besætningsmændene lov til at "supa" - altså ryge - deres tobak i kridtpiber lavet af brændt ler på et særligt sted i skibet. Brugen af ild om bord var meget begrænset på grund af brandfaren.

I 1987 fandt man en 155 cm høj og 60 kg tung træskulptur, der tilhørte kronens ydre udsmykning. På tidspunktet for fundet stod både jernsøm og malingsrester tilbage på den imponerende figur. Da skulpturen blev bjærget, flød den på vandoverfladen. Efter 311 år på bunden af Østersøen var den stadig ikke under vand. Skulpturen, der forestiller en mand iført et romersk krigerkostume, er sandsynligvis pfalz-kongen Karl X Gustav. Fodstillingen isk kontrapost, den buede næse, den blommekronede hjelm og den betydelige mave, er alle egenskaber, der tilhører en mand med stor magt og høj position. Vigtigheden af at afbilde den autokratiske konge ved Guds nåde var en lige så naturlig og åbenlys manifestation på dette tidspunkt. I et større perspektiv skal hele skibet Kronan ses som en manifestation af magt og idealer. Kronen er derfor både en krigsmaskine og et palads indrettet i overensstemmelse med tidens stilideal, barokken.

Skibets udsmykning havde til opgave at opdrage og undervise beskueren i dyder og idealer. Efter al sandsynlighed havde alle de større kapitalskibe og i særdeleshed kongeskibene - altså skibene opkaldt efter nationalregalierne (Kronan, Äpplet, Nyckeln, Svärdet, Scepter / Spiran) og andre kongelige attributter - omfattende allegoriske dekorationer. Selvom kongeskibet Vasa er en lysende undtagelse, er der i dag kun få betonrester bevaret af skibsudsmykningen fra det 17. århundrede. Kronens dekorationer adskiller sig også fra Vasas, hovedsageligt med hensyn til den høje bevaringsgrad og en anderledes farvesætning. Kronens skulpturer var sandsynligvis mere forgyldte end Vasaen, der synes at være malet i mere naturalistiske farver. Fundene af interne skulpturenheder på deres oprindelige placering i admiralens kahyt på Kronans øverste dæk og i officersrummet på mellemdækket 1983-85, var af afgørende betydning for forståelsen af forliset og vragets tilstand. Skulpturerne blev udgravet i deres oprindelige position, på trods af at jernsømmene, der sømmede dem fast til skuddene, for længst var rustet væk. Dette indikerer, at skibssiden har hvilet i en flad stilling siden forliset. Det betyder igen, at den underliggende, udvendige dekoration formentlig er presset ind i det iltfri glacialer under skrogsiden. De gode muligheder for at rekonstruere skibs originale udsmykning mod skibssiden, udgør et arkæologisk motiv for en fremtidig bjærgning af den bevarede bagbordsside. Efter al sandsynlighed lurer en kunsthistorisk skat i dybet af Østersøen.

Allerede et årti efter kronens forlis blev ikke mindre end 60 af skibets 110-114 bronzekanoner reddet. Arbejdet blev udført ved hjælp af et dykkerur. Arbejdet foregik på initiativ af chefen for flåden, generaladmiral Hans Wachtmeister, der selv deltog i det slag, hvor kronen omkom. Siden opdagelsen i 1980 er 44 kanoner blevet reddet. 11 er fundet uden for vragstedet, de øvrige inden for skrogområdet. 40% af de bjærgede kanoner er såkaldte trofæer, altså krigsbytte taget fra fjenden, andre svenske. Den hidtil ældste kanon er støbt i 1514, den yngste i 1661. Det letteste stykke vejer omkring 300 kg, det tungeste knap 5 tons. På billedet er en 30 punds bronzekanon bjærget i samarbejde med kystvagten. Kanonen viste sig at være støbt i Wien i 1627 og er formentlig et bytte fra Trediveårskrigen (1618-48).

Størrelsen på Kronans kanoner varierer mellem 3 og 36 pund. Antallet af pund er relateret til kuglens vægt i skålpund, som på dette tidspunkt udgjorde omkring 420 gram. Af stabilitetsmæssige årsager var de letteste kanoner placeret i toppen af skibet, mens de ekstremt tunge kanoner stod midtskibs på bunden af de tre sammenhængende batteridæk. Man kunne skyde godt 2 km med de største brikker. Brandhastigheden burde ikke have været højere end 6-8 skud/time, grundet den kraftige varmeudvikling i bronzestøbningen. For at sænke temperaturen i varerne blev kanonerne fyldt med vand, og der blev lagt fugtet fåreskind på ryggen. Det tog flere mand at håndtere de større kanoner. Det må have været et meget ugæstfrit miljø på kanondækkene på grund af støjen og den kraftige røg, som datidens sortkrudt udviklede.

Af kronen er knap 2/3 af bagbords skibsside tilbage fra agter agterstavnen. Den gennemgående skrogdel er omkring 40 x 20 meter. Bagbords side er flad mod bunden, i samme position som skibet kæntrede. Tusinder og atter tusinder af genstande hviler mod indersiden af skroget. Omkring 35 meter WSW omkring den centrale vragplads ligger en 22 x 8 meter stor knækket del af skibets styrbordsside. Kronen kan opdeles i syv dæk. Øverst i agterstavnen er førerhusdækket (ca. 10 meter langt), derefter følger nedad rampedækket (ca. 20 meter langt), øverste, mellem- og underdæk, kabeldæk og i bunden hulrummet, hvor de seneste års udgravninger er blevet lokaliseret. På samme niveau som rampedækket, men i den forreste del af skibet var bagdækket.

Undervandsbillede af et kranium.

Kronen hviler på en glat sandbund. Da vraget blev fundet, blev store dele af det sårede vrag sendt over. Omkring tyve kanoner blev dog fundet overfladisk liggende på sandet i og uden for vraget. Hovedsageligt tre faktorer er årsagen til, at vraget blev brudt ned. Eksplosionen, der gik forud for forliset, sand- og vanderosion samt menneskelige skader som industrifiskeri og minefejning. Den lyse bund og manglen på både bevoksning og forurening på havet, er medvirkende til, at sigtbarheden af vragstedet er særdeles god. Over 25 meter i bedste fald! De gode udsynsforhold letter dokumentationsarbejdet på bunden. Både video- og stillkameraer kan bruges. I den vestlige del af vragpladsen rager de sparsomme rester af styrbord side 1-2 meter op over bunden. Styrbords side blev revet fra hinanden af den opadgående trykbølge i forbindelse med eksplosionen. I syd har skibet håndteret den konsekvens, at frontpartiet mangler. Mod nord rager det massive agterparti omkring 4 meter over bunden. Den massive agterstavn er som resten af skroget lavet af massiv eg.

I brakvandet i Østersøen kan den træødelæggende skibsorm Teredo Navalis ikke eksistere. Derfor er forholdene særdeles gode for at bevare træ og andet organisk materiale. Bundsedimentet på vragstedet består af en tyk moræne og glacial ler under et overfladisk lag sand. Det fine, iltfri ler bevarer både organisk og uorganisk materiale indlejret i det.